søndag den 31. august 2014

Festlig lørdag

Sådan en havde vi i går, hvor min lillebror fyldte 13 år, og vores gode ven holdt sit svendegilde. Til fødselsdagen mødte min søster og jeg ganske uplanlagt op i vores ens tights og sorte bluser. Det ville nok slå nogen ud, men ikke os - så er det jo bare dobbelt op på det, som vi er vilde med. Det var en super hyggelig fødselsdag med højt humør, god mad og kage. Mine unger hyggede sig med mine søskende. Her er min søster og jeg så i vores ens outfits.


Efter fødselsdagen nåede vi lige hjem forbi og skifte tøj, inden min mand og jeg tog videre til svendegilde - ungerne blev hjemme med deres moster. Sådan en svendefejring kræver det fineste tøj, så der var både stiletter, glimmer og butterfly.


Det var en god fest, og vi var hjemme ved 2-tiden i nat. Dejligt at vi i dag bare har kunnet slappe af - regnvejret fik aflyst min søns fodboldstævne, så vi har alle nydt at se fjernsyn og hygge hele dagen.

søndag den 24. august 2014

Snart skal vi på storbyferie

Min mand og jeg besluttede i foråret at tage på storbyferie sammen her til efteråret. Efter mange overvejelser frem og tilbage blev vi enige om, hvor vi skal hen - og at vi jo "bare" kan tage alle de andre steder hen til næste år, året efter og så fremdeles.


Da vi var ude at spise i mandags, foreslog min mand, at vi planlægger en dag hver dernede ud af de fire, vi har. Det er virkelig den bedste idé, jeg længe har hørt. Nu er vi begge nødt til at forberede os lidt og undersøge, hvad der er af muligheder.

Jeg har været i Rom for 9 år siden, min mand har aldrig været der. Vi vil selvfølgelig gerne se de klassiske seværdigheder, men hovedformålet med turen er, at vi får en masse tid sammen, og at vi får slappet af. Så det gælder lige så meget om at finde de gode spisesteder, caféer og afslappende oaser.

tirsdag den 19. august 2014

2-års bryllupsdag

Det havde vi i går, min søde mand og jeg. Tid er og bliver en finurlig størrelse - to år er jo ikke så meget i det store billede, og alligevel føles det vildt allerede at have været gift i de to år. 

Vi fejrede dagen ved at tage tidligt fri fra vores jobs og køre en tur i skoven og klatre i træer - go high. Vi var hos Til Tops i Virum, og det var en super god oplevelse. Sød instruktør, god (og regnvåd) bane med masser af udfordringer. Særligt sidste udfordring på den højeste bane, som er en svævebane med frit fald til at starte med. Jeg er vild med at udfordre mine grænser, og jeg er også stolt af mig selv, når jeg ellers ikke er glad for højder. Det handler nok om at føle sig tryg, og det gør jeg deroppe i trætoppene med klatresele på spændt fast til en wire med to karabiner. Her er vi med vores flotte hjelme lige efter vi var færdige med de tre baner - mig uden briller, det er sjældent.



Vi holdt vores bryllupsfest på Restaurant Charlottenlund Fort, og for andet år i træk har vi nu også fejret vores bryllupsdag der. Det er lidt sjovt at komme tilbage dertil, og der er virkelig dejligt på Fortet.



Jeg er så glad for, at vi fejrer vores bryllupsdag. Det er helt specielt på den samme dato at have tid til hinanden og tænke tilbage både på vores bryllup, på alt det vi ellers har oplevet og alt det, vi gerne vil opleve sammen.

I dag, da jeg mødte på arbejde, var det til denne smukke buket, som min søde mand havde fået leveret til mig. Jeg er altså heldig.



søndag den 17. august 2014

Sæsonens første fodboldkamp

Jeg havde lovet min 5-årige 'Messi', at han måtte komme med mig i dag til kamp - jeg havde bare ikke lige kalkuleret med, at det ville være inklusive regn og blæst. Det slog dog ikke den fodboldglade dreng ud - han ville med! Så vi pakkede alt det varme campingstol, regntøj, varmt tøj og smurte en stor madpakke, og så drog vi ellers spændte af sted.

Det blev, som ventet, en våd affære, og selv om vi spillede det bedste fodbold, jeg har været med til på holdet, siden jeg startede i foråret, så mistede vi pusten i anden halvleg og måtte sande et 7-1 nederlag. Messi havde hygget sig på sidelinjen, hvor de udskiftede piger på skift havde søgt ly tæt ved ham under paraplyen.

En ny kamp venter i næste weekend, og jeg satser på, at det kommer til at gå meget bedre. Vores (nye) træner var heldigvis optimistisk efter kampen og mener, at der er masser af ting at arbejde med, og han tror på, at vi nok skal komme til at vinde.

Her ville det have været fantastisk at afslutte med et billede af min dreng fra kampen, men det var bare alt for vådt til at tænke på at tage billeder.

Jeg har i øvrigt fået brugt den ene af de squashs, vi fik hjem i går - mere om det senere.

lørdag den 16. august 2014

Mit første indlæg og squash fra haven

Forleden faldt jeg over en blog, og jeg fik sådan en lyst til at starte en blog selv. Men jeg kan jo ikke noget særligt, så jeg skød hurtigt tanken væk igen. Tanken blev dog ved med at komme tilbage. For hvad er det, de andre kan, som jeg ikke kan? Andre bloggere tager jo også udgangspunkt i sig selv og det liv, de hver især lever. Så nu har jeg kastet mig ud i det, og her er jeg så. En fodboldmor.

Min søde mand er netop kommet hjem fra den have, vi har på Krogerup. Vi har ikke været så gode til at passe den i år som vi var sidste år, og alligevel bliver vi nu belønnet med fantastiske grøntsager. Se nu bare her - 6 kæmpestore squashs, i alt 11,4 kg.:



Jeg skal lige lære bloggen at kende og finde ud af, hvad den kan og hvordan, jeg får den til at fremstå lige som jeg gerne vil have det.