Hvad er definitionen på en fodboldmor? Jeg ved det ikke, men i vores familie, som ud over mig selv består af min søde mand og vores to krudtugler, betragter jeg mig selv som en.
Jeg har spillet fodbold fra min barndom og op gennem mine teenageår. Så flyttede jeg hjemmefra, studerede og blev mor til to, og fodbolden trådte lidt i baggrunden. Nu er vi flyttet tilbage til den by, hvor både min mand og jeg er opvosket, og vi bor kun få hundrede meter fra den fodboldklub, hvor vi begge har spillet i mere end 10 år.
Vores søn startede til fodbold i vores klub lige da vi var flyttet tilbage i sommeren 2013. Han var 4 1/2 år på det tidspunkt. I skrivende stund, november 2014, hvor han netop er fyldt 6 år, har han spillet i halvandet år, og hans lille hjerte banker for fodbold. Ud over den ugentlige træning og stævnerne, spiller vi mange fodboldkampe og træner i vores baghave. Når jeg om eftermiddagen henter ham i fritidshjemmet er han 9 ud af 10 gange at finde på fodboldbanen. Det kan tælles på én hånd, hvor mange dage i dette skoleår, knægten har været i skole uden en fodboldtrøje på, og sådan kunne jeg blive ved. Konklusionen er, at han er VILD med fodbold.
Tilbage til fodboldklubben, som vi bor så tæt på. Jeg har kigget meget derover og også været der meget med min søn i løbet af det seneste halvandet år. I foråret tog jeg mod til mig og gik derover for at finde ud af, om der var en damehold. Det var der, og jeg blev modtaget med åbne arme. Nu har jeg så spillet derovre i et halvt års tid, og det er så fedt at være tilbage, og det giver mig så meget energi både før, under og efter træning og kampe.
Min mand spiller også fodbold, dog ikke i samme klub. Endnu. Vores 4-årige pige siger ind i mellem, at hun gerne vil spille fodbold også, og hun er også med til at spille i haven. Vi må se, hvor det ender. Lige nu er vi i hvert fald tre i husstanden, der skal have vores fodboldtræning og kampe til at gå op i en højere enhed, så vi kan nå det hele.
På baggrund af ovenstående definerer jeg mig som værende en fodboldmor.
Jeg har spillet fodbold fra min barndom og op gennem mine teenageår. Så flyttede jeg hjemmefra, studerede og blev mor til to, og fodbolden trådte lidt i baggrunden. Nu er vi flyttet tilbage til den by, hvor både min mand og jeg er opvosket, og vi bor kun få hundrede meter fra den fodboldklub, hvor vi begge har spillet i mere end 10 år.
Vores søn startede til fodbold i vores klub lige da vi var flyttet tilbage i sommeren 2013. Han var 4 1/2 år på det tidspunkt. I skrivende stund, november 2014, hvor han netop er fyldt 6 år, har han spillet i halvandet år, og hans lille hjerte banker for fodbold. Ud over den ugentlige træning og stævnerne, spiller vi mange fodboldkampe og træner i vores baghave. Når jeg om eftermiddagen henter ham i fritidshjemmet er han 9 ud af 10 gange at finde på fodboldbanen. Det kan tælles på én hånd, hvor mange dage i dette skoleår, knægten har været i skole uden en fodboldtrøje på, og sådan kunne jeg blive ved. Konklusionen er, at han er VILD med fodbold.
Tilbage til fodboldklubben, som vi bor så tæt på. Jeg har kigget meget derover og også været der meget med min søn i løbet af det seneste halvandet år. I foråret tog jeg mod til mig og gik derover for at finde ud af, om der var en damehold. Det var der, og jeg blev modtaget med åbne arme. Nu har jeg så spillet derovre i et halvt års tid, og det er så fedt at være tilbage, og det giver mig så meget energi både før, under og efter træning og kampe.
Min mand spiller også fodbold, dog ikke i samme klub. Endnu. Vores 4-årige pige siger ind i mellem, at hun gerne vil spille fodbold også, og hun er også med til at spille i haven. Vi må se, hvor det ender. Lige nu er vi i hvert fald tre i husstanden, der skal have vores fodboldtræning og kampe til at gå op i en højere enhed, så vi kan nå det hele.
På baggrund af ovenstående definerer jeg mig som værende en fodboldmor.
