6-års fødselsdag

I weekenden fyldte min fodboldglade søn 6 år. Forventningens glæde var stor, og vi havde talt ned i mange dage. Det blev en meget vellykket fødselsdag med besøg fra hele den nærmeste familie og masser af fejring. Gavehøsten var god (igen) i år, og der var mange fodboldting i mellem - nye fodboldstøvler, strømper og benskinner, fodboldkort, FIFA spil, fodboldsæt og billetter til fodboldkamp.

Kagen røg også ind under fodboldtemaet, og den faldt heldigvis i god jord hos den 6-årige:

Vi havde talt om at dele fodboldkager ud i skolen, men de har vist en politik om, at det ikke skal være så usundt. Så vi fandt rosinpakker med Phineas og Pherb, koblede et flag på hver, og så var de klar til at blive delt ud. I bund og grund tror jeg mest det handler om at få lov til at dele noget ud og være den, der bliver fejret.

At flyve under barren

Jeg var hos fysioterapeut igen i sidste uge. Det var et besøg, som jeg havde set frem til i flere dage, da jeg havde haft rigtig ondt. Pludselig føltes det ikke længere som om, der var nogen bedring, faktisk kun det modsatte. Ugen før havde jeg på min fysioterapeuts anbefaling været til fodboldtræning to gange af en times varighed. Vi havde aftalt, at jeg skulle stoppe, hvis det gjorde ondt og hele tiden mærke efter, om det var okay. Begge træninger gik rigtig godt. Lige så snart vi begyndte at varme op, kunne jeg mærke det løsnede sig i nakke og skulder. Hen mod slutningen af træningerne kunne jeg mærke det igen, men det var ikke ubehageligt. Jeg undlod at deltage i den del af træningen, hvor vi spiller mod hinanden. Det undrede og frustrerede mig, at jeg skulle blive ved med at have så ondt og faktisk få det værre.

Min fysioterapuet spurgte meget ind til, hvad jeg havde lavet i løbet af ugen, hvornår jeg havde haft ondt, og hun bevægede sig meget om min fodboldtræning. Havde jeg alligevel presset mig selv for hårdt? Det mente hun nok, at jeg havde, og jeg måtte desværre give hende ret. Jeg havde ikke koblet sammen, at selv om jeg havde haft det godt under hele fordboldtræningen, så var træningen alligevel årsag til, at jeg vågnede op næste morgen med flere smerter. Konklusionen blev, at jeg skulle fortsætte med fodboldtræningen, dog kun en halv time hver gang og så øge tiden stille og roligt og selvfølgelig kun i takt med, at det bliver bedre. Jeg fik en behandling, der var til at mærke og tog hjem fra arbejde og sov resten af dagen.

Under behandlingen hos min fysioterapeut talte vi om at flyve under barren. Hvis vi gentagne gange flyver hårdt op i barren, så vil den "skubbe tilbage" og sænke sig. På den måde skal der mindre til, før vi igen rammer barren. Holder vi os modsat under barren og kun forsigtigt mærker på den ind i mellem, så vil den blive, hvor den er og med tiden også hæve sig, så vi får mere råderum. Det er så simpelt, og alligevel kræver det, at en anden siger det til mig, før det går op for mig. Jeg har presset mig selv for hårdt, og det er klart, min krop reagerer, som den gør ved at give mig mindre råderum. Pludselig giver det mening for mig, at jeg igen havde rigtig ondt.

Den seneste uge er det gået langt bedre. Jeg har været meget opmærksom på min krop og dens signaler, og selv ved de mindste ubehageligheder, har jeg forsøgt at stoppe det, jeg var i gang med, ændre stilling osv. for at aflaste. Til fodbold var jeg begge gange i sidste uge med i en halv time, og jeg mærkede ikke noget efterfølgende. Til gengæld fandt jeg ud af, at når vi lavede skudøvelser, kunne jeg mærke det, så der går nok noget tid, før jeg skal være med til det igen. Det er selvfølgelig ærgerligt og kan føles som et nederlag, men det er til gengæld en sejr, at jeg har mærket efter og accepteret, hvad jeg kan og ikke kan på nuværende tidspunkt. Og jeg vil gerne tilbage til alt det, jeg kunne før og gerne så hurtigt som muligt. Derfor er jeg nødt til at give det tid og holde mig under den barre, for ellers vil jeg være med til at gøre processen endnu længere og mere hård.

Min nye bedste ven

I september var jeg med min mor og min søster til foredrag med Mads Bo og Chris MacDonald. Her blev jeg for alvor introduceret til en verden af juice, og jeg har haft lyst til at købe en juicer lige siden. Forleden tog jeg mig endelig sammen og bestilte den fine slowjuicer fra Kuvings, som jeg har forelsket mig i. Der var hurtig levering, så den var allerede hos mig i dag, og mine forventninger var selvfølgelig høje, da den skulle testes. Hele familien var med, da vi fodrede juiceren med gulerødder, æbler og citron. Den fineste orange juice blev det til, og den smagte simpelthen så dejligt.

Fødselsdagshindbærsnitter

Jeg er vild med at have fødselsdag, så det passede mig rigtig fint, at dette års fødselsdag bød på hele tre dage med fejring. Først Halloweenfesten, så min fødselsdag dagen efter, og om mandagen blev jeg fejret på arbejdet. Til sidstnævnte havde jeg bagt en af mine yndlingskager, hindbærsnitte. Jeg har tidligere kastet mig ud i at lave lagkager med forskellige mousser og fondant og pynt, men jeg er ikke den mest kreative, har heller ikke den bedste finmotorik og er heller ikke så tålmodig. Derfor er hindbærsnitten blevet mit "speciale", fordi jeg her kan være kreativ inden for en for mig overskuelig ramme. Alligevel synes jeg altid, at det tager lidt længere tid, end jeg først havde antaget. Kagerne blev fine, og de faldt i god jord hos mine kollegaer. Den første blev en smule kedelig, men jeg pyntede den med flag, da jeg serverede den.

Sidste år, da min søn fyldte 5 år lavede jeg også en stor hindbærsnittekage formet som Spiderman, der jo bare er super sej. Den vil jeg da også gerne lige dele.

Piskesmæld

I går var det 3 uger siden, jeg vågnede op om morgenen og ikke kunne rejse mig fra sengen. Det var helt umuligt for mig at løfte hovedet fra puden, og jeg endte med at få hjælp fra min søde mand.

Dagen før spillede jeg sidste fodboldkamp i efterårssæsonen. Det var en god kamp på trods af, at vi led et nederlag på 7-1. Det var mig, der scorede vores mål, og det i sig selv var en lille sejr. I midten af første halvleg løb jeg på en eller anden måde sammen med en modspiller. Det er uklart for mig, om det var i en tackling, eller om vi ikke havde set hinanden. Men jeg røg i hvert fald mod jorden, og på vejen ned mærkede jeg, at mit hoved først røg til den ene side, så til den anden side for til sidst at ramme jorden. Efter at have haft hjernerystelse i foråret, var jeg lidt påpasselig, da jeg kom på benene igen. Jeg var lidt omtumlet, men det fortog sig hurtigt, og jeg spillede kampen færdig uden at mærke yderligere. Ikke før næste morgen, søndag.

Mandag var jeg på arbejde og tog kontakt til min sundhedsforsikring. Jeg havde fortsat meget lidt bevægelighed i nakken, dog havde jeg fundet et trick til at komme ud af sengen. Så længe jeg havde noget bag hovedet, som kunne støtte og som jeg kunne holde fast i på vej op. Jeg talte med en rigtig sød sygeplejerske og fortalte hende om mit hold i nakken, og at jeg ringede for at høre, om jeg kunne få noget behandling gennem forsikringen. Hun stillede en masse spørgsmål til, hvad der var sket og hvordan jeg havde det. Da jeg havde svaret på nok, konstaterede hun, at jeg ikke havde fået hold i nakken, men at jeg havde fået et piskesmæld. Jeg blev hurtigt sat i kontakt med en fysioterapeut, der har lokaler i samme bygning som mit arbejde.

Nu har jeg været af sted til behandling fire gange. Det har været lidt af en rutsjebanetur både fysisk og psykisk. Ved første behandling sagde min fysioterapeut, at jeg skulle være glad for, at det kun var muskulært, og at knoglerne ikke var ramt. Ved anden behandling, som kun var få dage efter første, gik det allerede meget bedre, og efter det besøg sagde hun til mig, at nu var hun ikke så nervøs for mig mere. Det havde hun åbenbart været efter første behandling. De sætninger ramte mig sammen med mine bekendtes fortællinger om deres oplevelser og gener fra piskesmæld eller historier fra deres bekendte.

Heldigvis har jeg kunnet mærke det gå fremad siden, langsommere og langsommere. I sidste uge var jeg af sted til, hvad der umiddelbart skulle have været sidste behandling, men det sidste, der sidder tilbage af spænding i musklen, er ikke sådan lidt at få løsnet op. Jeg har fuld bevægelighed i nakken igen, men jeg bliver hurtigt træt, og jeg kan fx ikke holde ud at sidde og kigge op på en storskærm. Jeg har også måttet fjerne den ene af mine to computerskærme fra min arbejdsplads, da blot et lille twist i hovedet i længere tid, giver gener.

I morgen skal jeg til min femte behandling, og jeg tror desværre ikke, at det bliver den sidste. Jeg håber, at der er fremgang siden sidst, men jeg har svært ved at vurdere det. Jeg må gerne begynde at løbe igen (har været ude en enkelt gang), og min fysioterapeut anbefalede mig også at tage til fodboldtræning igen og være med til det jeg kunne af opvarmning og spiløvelser, hvor jeg ikke skal spille mod de andre. Så hvis ikke jeg er helt mørbanket efter behandling i morgen, så vil jeg tage til fodbold i morgen aften. For første gang i tre uger, det vil være stort.

Halloweenfødselsdag

Så blev det endelig Halloween i fredags. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har set ekstra meget frem til Halloween i år, da jeg også skulle holde fødselsdag den dag. Jeg var spændt på, om min familie ville komme udklædt til min (u)hyggelige fødselsdag, men de var, lige som jeg selv, gået all in, og aftenen blev meget vellykket.

Min søster og jeg havde skåret græskar ud nogle dage i forvejen, så de stod udenfor og lyste fint og uhyggeligt op, og vores husskelet Steve hang også klar til at tage imod:

Indenfor havde vi dækket op til fest, og det var kun stearinlys, der lyste huset op. Vi havde sørget for at pille pærerne ud af alle lamperne, så de ikke blev tændt ved et uheld.

Heksefingrene havde vi stillet frem i glas forskellige steder, så de kunne stå der og se klamme ud, og samtidig var de klar til, når der kom børn og bankede på for at få slik. De fleste børn trådte lige et skridt tilbage, når vi åbnede i vores udklædning, og de kiggede med store øjne på de ulækre fingre. Der var én dreng, der syntes, at fingrene var for klamme til, at han ville have en, ellers tog resten i mod. Min veninde skrev efterfølgende til mig, at det var aftenens klammeste bidrag i børnenes slikhamstring. Jeg vælger at se på det som en succes!

Det dækkede bord, hvor eneste indikation af fødselsdag var et flag ved min plads.

Noget af maden har jeg jo vist herinde før, så noget af det er gentagelser. Jeg bød ud, ud over heksefingre og mere normale ting, mine gæster på mumier og frugtopkast med monsterslim.

I frugtsalaten var der blandt andet ananas, og ham fik min søster lynhurtigt kreeret en lygte af, endnu et bidrag til den (u)hyggelige stemning herhjemme.

Det var vores Halloween i år, og nu glæder jeg mig allerede til næste år. Gad vide, hvad vi finder på der. Hej fra mig.