Vi kan også godt lide prinsesser

Det hele er ikke fodbold herhjemme. Vores 4-årige pige er vild med prinsesser, og det er vi andre efterhånden også blevet. I øjeblikket er det særligt Elsa og Anna fra Frost, der hitter. 

I sidste uge tog min kreative mand vores datter med i køkkenet, og så bagte de en kage. Det skulle være en Frost kage, og min mand tager aldrig let på sådan en udfordring. Så glasuren blev fundet frem og blandet med forskellige farver, og jeg er ret imponeret af det resultat, de fik frembragt. Se bare her.

Adventsgaver og pakkekalender

Vi er efterhånden kommet godt i gang med december, og et af de spørgsmål, der melder sig i børnefamilien i denne tid er, om børnene skal have pakkekalender eller adventsgaver. Her er vi så heldige, at nissen kommer med adventsgaver til børnene. Så sørger vi til gengæld for at fodre ham med risengrød i løbet af måneden.

Jeg kan egentlig ret godt lide gaver. Ikke for gavens skyld, men fordi, jeg synes, det er fantastisk at finde noget til en, jeg holder af, som jeg forestiller mig, han eller hun bliver glad for. På samme måde kan jeg også godt lide at modtage gaver, fordi jeg ved, at der er en anden, der har forestillet mig, at det er noget, som kan gøre mig glad.

Derfor blev jeg rigtig glad og meget rørt i sidste uge, da min søster kom med en adventsgavekalender til mig. Se lige hvor fin den er, og jeg har allerede fået et par Batman leggins, wasabi nødder, min helt personlige opskriftbog og en kagerulle. Tænk engang at min søde søster synes, at jeg har fortjent at blive begavet sådan. Det er meget rørende.

På mit kontor på arbejdet har min kollega fundet på, at vi skal have en pakkekalender. Det havde de også sidste år, så nu er det vel nærmest en tradition. Vi har hver købt otte gaver og modtager således også otte gaver hver i løbet af december. Det er simpelthen så hyggeligt, og vores øvrige kollegaer kigger misundeligt på vores overdådige kalendergavebord, når de kommer forbi vores kontor.

Min næstnyeste bedste ven i køkkenet

I fødselsdagsgave var jeg så heldig, at jeg blandt andet blev begavet med en Spiralizer, der hjælper med at kreere de fineste spiraler af grøntsager. Så er der pasta på den sunde måde og et alternativ til råkosten. Intet ondt om råkost, men det er dejligt at kunne variere.

Det bedste ved gaven er næsten, at mine to unger synes, den er lige så fantastisk, som jeg gør. De synes, det er sjovt at se den hurtige transformation af gulerødder, rødbeder, squash osv. Når de så har været med til at lave maden, så vil de også gerne spise den.

I dag blev det til en 'råkost' af gulerødder og squash. Det ser da festligt ud. Velbekomme.

Engang i Rom

På en aften som denne, hvor jeg pakker mig ind i tæpper for at holde på varmen, og min mand er ude at rejse, er det skønt at tænke og se tilbage på de dejlige dage, vi havde i Rom i slutningen af september. 4 dejlige dage med fuld sol, varme, ingenting vi skulle nå og dog så meget, vi gerne ville se, dejlig mad og lækker kaffe. Og hvor tit er det lige, der er tid til at holde sin mand i hånden i så lang tid ad gangen, når man også har to rollinger at se til? Det var nogle helt uvurderligt dejlige dage.

Udsigt til Colosseum fra Forum Romanum.

Jeg spiser en is på Den Spanske Trappe - bagved tages der selfie.

Kuplen i Peterskirken.

Udsigt fra kuplen i Peterskirken. Læg mærke til kuplen på billedet.

Paven så vi på meget tæt hold, da han kørte rundt på Peterspladsen og blev hyldet som var han en rockstjerne.

6-års fødselsdag

I weekenden fyldte min fodboldglade søn 6 år. Forventningens glæde var stor, og vi havde talt ned i mange dage. Det blev en meget vellykket fødselsdag med besøg fra hele den nærmeste familie og masser af fejring. Gavehøsten var god (igen) i år, og der var mange fodboldting i mellem - nye fodboldstøvler, strømper og benskinner, fodboldkort, FIFA spil, fodboldsæt og billetter til fodboldkamp.

Kagen røg også ind under fodboldtemaet, og den faldt heldigvis i god jord hos den 6-årige:

Vi havde talt om at dele fodboldkager ud i skolen, men de har vist en politik om, at det ikke skal være så usundt. Så vi fandt rosinpakker med Phineas og Pherb, koblede et flag på hver, og så var de klar til at blive delt ud. I bund og grund tror jeg mest det handler om at få lov til at dele noget ud og være den, der bliver fejret.

At flyve under barren

Jeg var hos fysioterapeut igen i sidste uge. Det var et besøg, som jeg havde set frem til i flere dage, da jeg havde haft rigtig ondt. Pludselig føltes det ikke længere som om, der var nogen bedring, faktisk kun det modsatte. Ugen før havde jeg på min fysioterapeuts anbefaling været til fodboldtræning to gange af en times varighed. Vi havde aftalt, at jeg skulle stoppe, hvis det gjorde ondt og hele tiden mærke efter, om det var okay. Begge træninger gik rigtig godt. Lige så snart vi begyndte at varme op, kunne jeg mærke det løsnede sig i nakke og skulder. Hen mod slutningen af træningerne kunne jeg mærke det igen, men det var ikke ubehageligt. Jeg undlod at deltage i den del af træningen, hvor vi spiller mod hinanden. Det undrede og frustrerede mig, at jeg skulle blive ved med at have så ondt og faktisk få det værre.

Min fysioterapuet spurgte meget ind til, hvad jeg havde lavet i løbet af ugen, hvornår jeg havde haft ondt, og hun bevægede sig meget om min fodboldtræning. Havde jeg alligevel presset mig selv for hårdt? Det mente hun nok, at jeg havde, og jeg måtte desværre give hende ret. Jeg havde ikke koblet sammen, at selv om jeg havde haft det godt under hele fordboldtræningen, så var træningen alligevel årsag til, at jeg vågnede op næste morgen med flere smerter. Konklusionen blev, at jeg skulle fortsætte med fodboldtræningen, dog kun en halv time hver gang og så øge tiden stille og roligt og selvfølgelig kun i takt med, at det bliver bedre. Jeg fik en behandling, der var til at mærke og tog hjem fra arbejde og sov resten af dagen.

Under behandlingen hos min fysioterapeut talte vi om at flyve under barren. Hvis vi gentagne gange flyver hårdt op i barren, så vil den "skubbe tilbage" og sænke sig. På den måde skal der mindre til, før vi igen rammer barren. Holder vi os modsat under barren og kun forsigtigt mærker på den ind i mellem, så vil den blive, hvor den er og med tiden også hæve sig, så vi får mere råderum. Det er så simpelt, og alligevel kræver det, at en anden siger det til mig, før det går op for mig. Jeg har presset mig selv for hårdt, og det er klart, min krop reagerer, som den gør ved at give mig mindre råderum. Pludselig giver det mening for mig, at jeg igen havde rigtig ondt.

Den seneste uge er det gået langt bedre. Jeg har været meget opmærksom på min krop og dens signaler, og selv ved de mindste ubehageligheder, har jeg forsøgt at stoppe det, jeg var i gang med, ændre stilling osv. for at aflaste. Til fodbold var jeg begge gange i sidste uge med i en halv time, og jeg mærkede ikke noget efterfølgende. Til gengæld fandt jeg ud af, at når vi lavede skudøvelser, kunne jeg mærke det, så der går nok noget tid, før jeg skal være med til det igen. Det er selvfølgelig ærgerligt og kan føles som et nederlag, men det er til gengæld en sejr, at jeg har mærket efter og accepteret, hvad jeg kan og ikke kan på nuværende tidspunkt. Og jeg vil gerne tilbage til alt det, jeg kunne før og gerne så hurtigt som muligt. Derfor er jeg nødt til at give det tid og holde mig under den barre, for ellers vil jeg være med til at gøre processen endnu længere og mere hård.

Min nye bedste ven

I september var jeg med min mor og min søster til foredrag med Mads Bo og Chris MacDonald. Her blev jeg for alvor introduceret til en verden af juice, og jeg har haft lyst til at købe en juicer lige siden. Forleden tog jeg mig endelig sammen og bestilte den fine slowjuicer fra Kuvings, som jeg har forelsket mig i. Der var hurtig levering, så den var allerede hos mig i dag, og mine forventninger var selvfølgelig høje, da den skulle testes. Hele familien var med, da vi fodrede juiceren med gulerødder, æbler og citron. Den fineste orange juice blev det til, og den smagte simpelthen så dejligt.

Fødselsdagshindbærsnitter

Jeg er vild med at have fødselsdag, så det passede mig rigtig fint, at dette års fødselsdag bød på hele tre dage med fejring. Først Halloweenfesten, så min fødselsdag dagen efter, og om mandagen blev jeg fejret på arbejdet. Til sidstnævnte havde jeg bagt en af mine yndlingskager, hindbærsnitte. Jeg har tidligere kastet mig ud i at lave lagkager med forskellige mousser og fondant og pynt, men jeg er ikke den mest kreative, har heller ikke den bedste finmotorik og er heller ikke så tålmodig. Derfor er hindbærsnitten blevet mit "speciale", fordi jeg her kan være kreativ inden for en for mig overskuelig ramme. Alligevel synes jeg altid, at det tager lidt længere tid, end jeg først havde antaget. Kagerne blev fine, og de faldt i god jord hos mine kollegaer. Den første blev en smule kedelig, men jeg pyntede den med flag, da jeg serverede den.

Sidste år, da min søn fyldte 5 år lavede jeg også en stor hindbærsnittekage formet som Spiderman, der jo bare er super sej. Den vil jeg da også gerne lige dele.

Piskesmæld

I går var det 3 uger siden, jeg vågnede op om morgenen og ikke kunne rejse mig fra sengen. Det var helt umuligt for mig at løfte hovedet fra puden, og jeg endte med at få hjælp fra min søde mand.

Dagen før spillede jeg sidste fodboldkamp i efterårssæsonen. Det var en god kamp på trods af, at vi led et nederlag på 7-1. Det var mig, der scorede vores mål, og det i sig selv var en lille sejr. I midten af første halvleg løb jeg på en eller anden måde sammen med en modspiller. Det er uklart for mig, om det var i en tackling, eller om vi ikke havde set hinanden. Men jeg røg i hvert fald mod jorden, og på vejen ned mærkede jeg, at mit hoved først røg til den ene side, så til den anden side for til sidst at ramme jorden. Efter at have haft hjernerystelse i foråret, var jeg lidt påpasselig, da jeg kom på benene igen. Jeg var lidt omtumlet, men det fortog sig hurtigt, og jeg spillede kampen færdig uden at mærke yderligere. Ikke før næste morgen, søndag.

Mandag var jeg på arbejde og tog kontakt til min sundhedsforsikring. Jeg havde fortsat meget lidt bevægelighed i nakken, dog havde jeg fundet et trick til at komme ud af sengen. Så længe jeg havde noget bag hovedet, som kunne støtte og som jeg kunne holde fast i på vej op. Jeg talte med en rigtig sød sygeplejerske og fortalte hende om mit hold i nakken, og at jeg ringede for at høre, om jeg kunne få noget behandling gennem forsikringen. Hun stillede en masse spørgsmål til, hvad der var sket og hvordan jeg havde det. Da jeg havde svaret på nok, konstaterede hun, at jeg ikke havde fået hold i nakken, men at jeg havde fået et piskesmæld. Jeg blev hurtigt sat i kontakt med en fysioterapeut, der har lokaler i samme bygning som mit arbejde.

Nu har jeg været af sted til behandling fire gange. Det har været lidt af en rutsjebanetur både fysisk og psykisk. Ved første behandling sagde min fysioterapeut, at jeg skulle være glad for, at det kun var muskulært, og at knoglerne ikke var ramt. Ved anden behandling, som kun var få dage efter første, gik det allerede meget bedre, og efter det besøg sagde hun til mig, at nu var hun ikke så nervøs for mig mere. Det havde hun åbenbart været efter første behandling. De sætninger ramte mig sammen med mine bekendtes fortællinger om deres oplevelser og gener fra piskesmæld eller historier fra deres bekendte.

Heldigvis har jeg kunnet mærke det gå fremad siden, langsommere og langsommere. I sidste uge var jeg af sted til, hvad der umiddelbart skulle have været sidste behandling, men det sidste, der sidder tilbage af spænding i musklen, er ikke sådan lidt at få løsnet op. Jeg har fuld bevægelighed i nakken igen, men jeg bliver hurtigt træt, og jeg kan fx ikke holde ud at sidde og kigge op på en storskærm. Jeg har også måttet fjerne den ene af mine to computerskærme fra min arbejdsplads, da blot et lille twist i hovedet i længere tid, giver gener.

I morgen skal jeg til min femte behandling, og jeg tror desværre ikke, at det bliver den sidste. Jeg håber, at der er fremgang siden sidst, men jeg har svært ved at vurdere det. Jeg må gerne begynde at løbe igen (har været ude en enkelt gang), og min fysioterapeut anbefalede mig også at tage til fodboldtræning igen og være med til det jeg kunne af opvarmning og spiløvelser, hvor jeg ikke skal spille mod de andre. Så hvis ikke jeg er helt mørbanket efter behandling i morgen, så vil jeg tage til fodbold i morgen aften. For første gang i tre uger, det vil være stort.

Halloweenfødselsdag

Så blev det endelig Halloween i fredags. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har set ekstra meget frem til Halloween i år, da jeg også skulle holde fødselsdag den dag. Jeg var spændt på, om min familie ville komme udklædt til min (u)hyggelige fødselsdag, men de var, lige som jeg selv, gået all in, og aftenen blev meget vellykket.

Min søster og jeg havde skåret græskar ud nogle dage i forvejen, så de stod udenfor og lyste fint og uhyggeligt op, og vores husskelet Steve hang også klar til at tage imod:

Indenfor havde vi dækket op til fest, og det var kun stearinlys, der lyste huset op. Vi havde sørget for at pille pærerne ud af alle lamperne, så de ikke blev tændt ved et uheld.

Heksefingrene havde vi stillet frem i glas forskellige steder, så de kunne stå der og se klamme ud, og samtidig var de klar til, når der kom børn og bankede på for at få slik. De fleste børn trådte lige et skridt tilbage, når vi åbnede i vores udklædning, og de kiggede med store øjne på de ulækre fingre. Der var én dreng, der syntes, at fingrene var for klamme til, at han ville have en, ellers tog resten i mod. Min veninde skrev efterfølgende til mig, at det var aftenens klammeste bidrag i børnenes slikhamstring. Jeg vælger at se på det som en succes!

Det dækkede bord, hvor eneste indikation af fødselsdag var et flag ved min plads.

Noget af maden har jeg jo vist herinde før, så noget af det er gentagelser. Jeg bød ud, ud over heksefingre og mere normale ting, mine gæster på mumier og frugtopkast med monsterslim.

I frugtsalaten var der blandt andet ananas, og ham fik min søster lynhurtigt kreeret en lygte af, endnu et bidrag til den (u)hyggelige stemning herhjemme.

Det var vores Halloween i år, og nu glæder jeg mig allerede til næste år. Gad vide, hvad vi finder på der. Hej fra mig.

Flere forberedelser til Halloween

I går havde jeg efterårsferiefri med ungerne. Det var en grå og regnfuld dag, hvilket passede fint til vores planer om at lave flere (u)hyggelige Halloweenforberedelser. I perleværkstedet fik vi lavet et spøgelse, en skeletmand og 10 øjne.

I køkkenet fik vi bagt en rigtig masse ulækre fingre. Her er de i ovnen, og efterbehandlingen gav dem lige det sidste klamme udtryk. Det kommer der billeder af efter Halloween. Nu er vi i hvert fald klar til at modtage besøg fra kvarterets unger.

Sæsonens første sejr

Endelig skete det efter 6 nederlag i træk! Kamp nr. 7 i sæsonen blev simpelthen den kamp, som skulle give os en sejr. Hjemmebane, solskin, gode heppere, kampgejst og højt humør. Da det var sidste hjemmekamp i sæsonen, havde en af de søde piger på mit hold bagt kage, som vi kunne nyde på banen efterfølgende.

Sønnike var til medaljestævne i dag, så han kom meget stolt hjem med sin medalje nr. 3. Man kan vist godt sige, at dagen i dag har været præget af fodbold.

Første halloweenforberedelse

Sidste efterår var vi i USA i efteråret. Der var fuld gang i halloweenforberedelserne derovre. Butikkerne bugnede af skeletter, mumier, græskar mig her og græskar mig der. Det var meget inspirerende og skræmmende på en og samme gang. Vi købte en enkelt ting med hjem derfra - et skelet, som vi har døbt Steve. Ham hang vi op over vores hoveddør, og vi ærgrede os lidt over, at vi ikke havde købt mere med hjem - særligt da det blev Halloween aften, og nabolagets børn kom forbi i deres fine kostumer og ville have slik (eller ballade). Så der besluttede vi, at i år skal vi have gang i noget mere. Min mand har et lille væddemål kørende med en ven om, hvem der kan finde på det vildeste, mest uhyggeligt. Tingene er landet sådan i år, at jeg holder fødselsdag på Halloween, og det tema skal udnyttes. Jeg har brugt mange timer på Pinterest, og jeg har vist stadig langt endnu, og i går fik jeg forberedt det første, Blodige lys. Det var en test, og jeg er faktisk ret godt tilfreds. Så dem skal jeg have lavet endnu flere af, så de kan lyse min stue (u)hyggeligt op.

Hvad blev der af de store squash

Kan I huske de seks store squash? Ellers kan de ses i mit tidligere indlæg her. To squash fik min far og hans kone, som vi deler haven med. Resten har vi nydt godt af i køkkenet, hvor det er blevet til squashboller, squashkage, wok med squash og squashtærte. Her er et par billeder af, hvad det blandt andet blev til.

Fra den ene squash tog jeg alle kernerne ud og tørrede dem. De står nu i en beholder og holder sig klar til at blive plantet til næste år. Det er bæredygtigt.

Jeg går for lidt

For et par uger siden investerede jeg i en Garmin Vivofit - sådan et smart lille armbånd, der kan måle ens aktivitetsniveau. Den tæller ens skridt, og den måler, hvor meget, man bevæger sig om natten. Jeg valgte at købe pulsbælte med, så jeg også kan måle min puls, når jeg træner.

Jeg troede egentlig, at jeg bevægede mig rimeligt i løbet af en dag. Godt nok har jeg et ganske almindeligt kontorjob, men jeg har jo også to krudtugler, der skal aktiveres om eftermiddagen. Her er jeg da så blevet en del klogere, for jeg er slet ikke i nærheden af de anbefalede 10.000 daglige skridt på en helt almindelig dag. Hvis jeg er ude at spille fodbold eller løbe, så kommer jeg fint deropad, men ellers ikke.

Så nu er jeg gået i gang med at tænke gang ind i mine daglige gøremål. En tur ud med skraldet er pludselig blevet ekstra skridt, turen til postkassen det samme. Nu er det ved at være tid. Min lille ven er så sød, via den røde streg, at gøre mig opmærksom på, at jeg nu har været inaktiv for længe - jeg har også stadig lang vej til de 10.000 skridt:

Festlig lørdag

Sådan en havde vi i går, hvor min lillebror fyldte 13 år, og vores gode ven holdt sit svendegilde. Til fødselsdagen mødte min søster og jeg ganske uplanlagt op i vores ens tights og sorte bluser. Det ville nok slå nogen ud, men ikke os - så er det jo bare dobbelt op på det, som vi er vilde med. Det var en super hyggelig fødselsdag med højt humør, god mad og kage. Mine unger hyggede sig med mine søskende. Her er min søster og jeg så i vores ens outfits.

Efter fødselsdagen nåede vi lige hjem forbi og skifte tøj, inden min mand og jeg tog videre til svendegilde - ungerne blev hjemme med deres moster. Sådan en svendefejring kræver det fineste tøj, så der var både stiletter, glimmer og butterfly.

Det var en god fest, og vi var hjemme ved 2-tiden i nat. Dejligt at vi i dag bare har kunnet slappe af - regnvejret fik aflyst min søns fodboldstævne, så vi har alle nydt at se fjernsyn og hygge hele dagen.

Snart skal vi på storbyferie

Min mand og jeg besluttede i foråret at tage på storbyferie sammen her til efteråret. Efter mange overvejelser frem og tilbage blev vi enige om, hvor vi skal hen - og at vi jo "bare" kan tage alle de andre steder hen til næste år, året efter og så fremdeles.

Da vi var ude at spise i mandags, foreslog min mand, at vi planlægger en dag hver dernede ud af de fire, vi har. Det er virkelig den bedste idé, jeg længe har hørt. Nu er vi begge nødt til at forberede os lidt og undersøge, hvad der er af muligheder.

Jeg har været i Rom for 9 år siden, min mand har aldrig været der. Vi vil selvfølgelig gerne se de klassiske seværdigheder, men hovedformålet med turen er, at vi får en masse tid sammen, og at vi får slappet af. Så det gælder lige så meget om at finde de gode spisesteder, caféer og afslappende oaser.

2-års bryllupsdag

Det havde vi i går, min søde mand og jeg. Tid er og bliver en finurlig størrelse - to år er jo ikke så meget i det store billede, og alligevel føles det vildt allerede at have været gift i de to år. 

Vi fejrede dagen ved at tage tidligt fri fra vores jobs og køre en tur i skoven og klatre i træer - go high. Vi var hos Til Tops i Virum, og det var en super god oplevelse. Sød instruktør, god (og regnvåd) bane med masser af udfordringer. Særligt sidste udfordring på den højeste bane, som er en svævebane med frit fald til at starte med. Jeg er vild med at udfordre mine grænser, og jeg er også stolt af mig selv, når jeg ellers ikke er glad for højder. Det handler nok om at føle sig tryg, og det gør jeg deroppe i trætoppene med klatresele på spændt fast til en wire med to karabiner. Her er vi med vores flotte hjelme lige efter vi var færdige med de tre baner - mig uden briller, det er sjældent.

Vi holdt vores bryllupsfest på Restaurant Charlottenlund Fort, og for andet år i træk har vi nu også fejret vores bryllupsdag der. Det er lidt sjovt at komme tilbage dertil, og der er virkelig dejligt på Fortet.

Jeg er så glad for, at vi fejrer vores bryllupsdag. Det er helt specielt på den samme dato at have tid til hinanden og tænke tilbage både på vores bryllup, på alt det vi ellers har oplevet og alt det, vi gerne vil opleve sammen.

I dag, da jeg mødte på arbejde, var det til denne smukke buket, som min søde mand havde fået leveret til mig. Jeg er altså heldig.

Sæsonens første fodboldkamp

Jeg havde lovet min 5-årige 'Messi', at han måtte komme med mig i dag til kamp - jeg havde bare ikke lige kalkuleret med, at det ville være inklusive regn og blæst. Det slog dog ikke den fodboldglade dreng ud - han ville med! Så vi pakkede alt det varme campingstol, regntøj, varmt tøj og smurte en stor madpakke, og så drog vi ellers spændte af sted.

Det blev, som ventet, en våd affære, og selv om vi spillede det bedste fodbold, jeg har været med til på holdet, siden jeg startede i foråret, så mistede vi pusten i anden halvleg og måtte sande et 7-1 nederlag. Messi havde hygget sig på sidelinjen, hvor de udskiftede piger på skift havde søgt ly tæt ved ham under paraplyen.

En ny kamp venter i næste weekend, og jeg satser på, at det kommer til at gå meget bedre. Vores (nye) træner var heldigvis optimistisk efter kampen og mener, at der er masser af ting at arbejde med, og han tror på, at vi nok skal komme til at vinde.

Her ville det have været fantastisk at afslutte med et billede af min dreng fra kampen, men det var bare alt for vådt til at tænke på at tage billeder.

Jeg har i øvrigt fået brugt den ene af de squashs, vi fik hjem i går - mere om det senere.

Mit første indlæg og squash fra haven

Forleden faldt jeg over en blog, og jeg fik sådan en lyst til at starte en blog selv. Men jeg kan jo ikke noget særligt, så jeg skød hurtigt tanken væk igen. Tanken blev dog ved med at komme tilbage. For hvad er det, de andre kan, som jeg ikke kan? Andre bloggere tager jo også udgangspunkt i sig selv og det liv, de hver især lever. Så nu har jeg kastet mig ud i det, og her er jeg så. En fodboldmor.

Min søde mand er netop kommet hjem fra den have, vi har på Krogerup. Vi har ikke været så gode til at passe den i år som vi var sidste år, og alligevel bliver vi nu belønnet med fantastiske grøntsager. Se nu bare her - 6 kæmpestore squashs, i alt 11,4 kg.:

Jeg skal lige lære bloggen at kende og finde ud af, hvad den kan og hvordan, jeg får den til at fremstå lige som jeg gerne vil have det.