Godt fremme

Jeg modtog i dag en mail fra Locks of Love med tak for det tilsendte hår. Det er virkelig fint, at de sender det ud, for det er dejligt at vide, at ens hår er kommet godt frem, og at de kan bruge det.

På forlænget weekend i Jylland

I dag er jeg taget til Jylland, og her skal jeg være i fire dage. Som tidligere skrevet har jeg investeret i en juicemaskine, og det med juice er blevet en fast del af min hverdag. Derfor har det været lidt af et dilemma for mig, hvordan jeg skulle klare den de dage, jeg skal være af sted. Jeg kunne godt tage min juicer med, da jeg kører i bil og skal overnatte privat. Men det virker også en smule anmasende at komme anstigende med sin køkkenmaskine. Så her til aften tog jeg grøntsagerne i hånden, og så juicede jeg. Nu kan jeg klare mig de næste dage.

Så er der rugbrød

Surdejen Gurli lever stadig i bedste velgående, og jeg rører troligt i den hver dag. I weekenden skulle den store test så stå, hvor første omgang rugbrød skulle bages. Jeg har en god familieopskrift, men opskriften siger ikke noget om, hvor lidt eller hvor meget surdej, der skal bruges. Jeg søgte andre forskellige steder, men jeg fandt ikke noget gyldent svar på, hvor meget surdej, der skulle bruges til de forskellige rugbrød. Jeg tog en beslutning og kastede mig ud i det. I lørdags lavede jeg dejen, og så stod den i en skål på køkkenbordet det næste døgn, før jeg kunne putte det sidste i og bage den. Jeg var i tvivl, om jeg skulle bruge en eller to forme, så jeg lånte lige et par ekstra. Det var heldigt, for der blev hele tre rugbrød ud af det, som er mere end godkendt. De smager virkelig godt, og jeg tror, mængden af surdej har været helt perfekt. Nu har jeg altså en fremgangsmåde, som virker, og så kan jeg teste med forskellige slags mel og korn.

Giv det videre

Jeg øver mig i at tænke over, om noget af det, som jeg ikke længere bruger, kan gavne andre. At give det videre. Jeg synes, vi har en tendens til at have en masse liggende, som vi aldrig bruger og som måske kunne gøre gavn andre steder.

Efter at have set Knæk Cancer 2014 besluttede jeg mig for, at jeg ville donere mit hår til en organisation, der laver parykker til kræftramte børn. Jeg har læst meget om det siden, mens mit hår voksede de sidste cm.. Der er ikke en sådan organisation i Danmark, og Kræftens Bekæmpelse har heller ikke del i det.

Et navn blev ved med at dukke frem. Locks of Love. Det er en organisation i USA, og de fremstiller netop parykker til kræftramte børn. De historier, jeg har fundet, om danskere, der har doneret deres hår, har også doneret det til denne organisation. Så jeg besluttede mig for, at mit hår skulle sendes til dem.

Det er endnu ikke så udbredt i Danmark, at det var til at finde en frisør, der på forhånd reklamerede for at donere hår til organisationen. Så jeg kontaktede frisør HÅR i København og lavede en aftale om at blive klippet der. Katrine, der er indehaver af salonen, syntes at det var så fint et initiativ, at hun endte med at give mig klipningen gratis. Så hun har doneret håret til mig, så jeg har kunnet videresende det til Locks of Love.

Jeg har det virkelig godt med at have sendt mit hår af sted, og det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, jeg får mulighed for det. Tænk hvor stor en forskel mit hår kan gøre for et kræftramt barn. Og på mit hoved vokser håret jo hurtigt ud igen.

Her er lidt billeder fra i sidste uge. Før og efter klipningen af de 31 cm..

Der er rugbrød på vej

De eneste rugbrød, jeg har bagt, er lavet af de melblandinger, der kan købes i supermarkederne. Nu er det tid til, at jeg skal bage rugbrød for bunden. Jeg har fundet nogle gode opskrifter, som jeg skal afprøve, og de starter alle med en surdej. Så her er jeg startet, og nu skal jeg bare vente til der er gået ti dage, så kan jeg bage mit første surdejsrugbrød.

Mandag den 7. januar 2015 kom hun til verden, og jeg har valgt at kalde hende Gurli. Her ses hun i et af sine første minutter:

Nu er der gået 2 døgn, og hun er begyndt at sprede en mild og syrlig duft. Det lover godt. Der skal røres en gang dagligt, og der er tydelig forskel på surdejen før og efter omrøringen:

Årets første fodboldtræning

Det er lige om lidt, og jeg glæder mig. Jeg har ikke rørt mig siden seneste træning, som var i november, og det føles efterhånden som lang tid siden.

Kort efter sidste træning, var jeg hos fysioterapeut. Det var en mærkelig halv time, for det eneste vi lavede var at tale. Det var helt terapeutisk, og jeg var meget træt bagefter. Vi talte om, at det sidste, som er tilbage fra min ulykke, som hun kaldte det, sidder i hovedet. Musklerne i nakken er løsnet helt op, og jeg har fuld bevægelighed. Nu skal jeg bare overbevise mig selv om, at det også er sådan. Så når jeg støvsuger, bærer noget, sparker til en bold osv. skal jeg huske mig selv på, at det ikke er noget, som får piskesmældet tilbage. Jeg skal huske mig selv på, at det ikke var i en normal situation, det opstod. 

Da jeg tog af sted til fysioterapeuten for sidste gang, var jeg nervøs for, at hun ville sige til mig, at hun ikke kunne gøre mere. Jeg gik derfra og var helt rolig, og det er gået rigtig godt siden. Jeg mærker stadigvæk til spændingerne ind i mellem, men jeg kan hurtigt få det til at gå væk, og jeg husker mig selv på, at det er okay og ikke ensbetydende med, at det opstår igen. I øvrigt ved jeg, at jeg altid kan ringe til hende igen og få en ny tid, hvis der skulle blive noget.

Pink pizza

Mine to gode køkkenvenner, Juicer og Spiralizer, har været med til at sørge for et yderst lækkert aftensmåltid. Jeg lavede pizzadej i går aftes og puttede resterne fra min juice med gulerod, rødbede og ingefær i. Så blev dejen fin og pink.

Efter at have forbagt bunden, toppede jeg den med pizzasovs, vegansk ost, vegansk skinke, kartoffelspiraler og timian. 

Det blev simpelhen så lækkert og er bestemt ikke sidste gang, jeg pepper pizzadej og andet bagværk op med juicerester eller putter veganske produkter på pizzaen. Jeg bagte også en pizza med vegansk chorizo i stedet for skinken samt en børneudgave med ost og majs.

Godt nytår og kransekage

Så kom vi igennem december. Det har som altid været en travl måned med en masse juleherligheder. I vores lille familie er vi efterhånden blevet rigtig gode til at nyde december måned og juledagene uden for meget stress og jag, og det er dejligt. Måneden er fløjet af sted, og nu har vi ramt januar. Kalenderen skriver 2015.

En festlig aften havde vi i går med gode venner, søde børn, søde (og lidt fyrværkeribange) hunde. I bedste 90'erstil havde vi raclette på bordet - så er der noget for alle, både de kødspisende og vegetaren (mig).

Traditionen tro bagte jeg kransekage, som vi spiste efter midnat, da vi havde hoppet ind i det nye år.

Jeg har efterhånden bagt en del kransekager, og alligevel er jeg altid en lille smule nervøs, når jeg skal bage den næste. Her er et lille flashback til de kransekager, jeg tidligere har bagt.