At flyve under barren

Jeg var hos fysioterapeut igen i sidste uge. Det var et besøg, som jeg havde set frem til i flere dage, da jeg havde haft rigtig ondt. Pludselig føltes det ikke længere som om, der var nogen bedring, faktisk kun det modsatte. Ugen før havde jeg på min fysioterapeuts anbefaling været til fodboldtræning to gange af en times varighed. Vi havde aftalt, at jeg skulle stoppe, hvis det gjorde ondt og hele tiden mærke efter, om det var okay. Begge træninger gik rigtig godt. Lige så snart vi begyndte at varme op, kunne jeg mærke det løsnede sig i nakke og skulder. Hen mod slutningen af træningerne kunne jeg mærke det igen, men det var ikke ubehageligt. Jeg undlod at deltage i den del af træningen, hvor vi spiller mod hinanden. Det undrede og frustrerede mig, at jeg skulle blive ved med at have så ondt og faktisk få det værre.

Min fysioterapuet spurgte meget ind til, hvad jeg havde lavet i løbet af ugen, hvornår jeg havde haft ondt, og hun bevægede sig meget om min fodboldtræning. Havde jeg alligevel presset mig selv for hårdt? Det mente hun nok, at jeg havde, og jeg måtte desværre give hende ret. Jeg havde ikke koblet sammen, at selv om jeg havde haft det godt under hele fordboldtræningen, så var træningen alligevel årsag til, at jeg vågnede op næste morgen med flere smerter. Konklusionen blev, at jeg skulle fortsætte med fodboldtræningen, dog kun en halv time hver gang og så øge tiden stille og roligt og selvfølgelig kun i takt med, at det bliver bedre. Jeg fik en behandling, der var til at mærke og tog hjem fra arbejde og sov resten af dagen.

Under behandlingen hos min fysioterapeut talte vi om at flyve under barren. Hvis vi gentagne gange flyver hårdt op i barren, så vil den "skubbe tilbage" og sænke sig. På den måde skal der mindre til, før vi igen rammer barren. Holder vi os modsat under barren og kun forsigtigt mærker på den ind i mellem, så vil den blive, hvor den er og med tiden også hæve sig, så vi får mere råderum. Det er så simpelt, og alligevel kræver det, at en anden siger det til mig, før det går op for mig. Jeg har presset mig selv for hårdt, og det er klart, min krop reagerer, som den gør ved at give mig mindre råderum. Pludselig giver det mening for mig, at jeg igen havde rigtig ondt.

Den seneste uge er det gået langt bedre. Jeg har været meget opmærksom på min krop og dens signaler, og selv ved de mindste ubehageligheder, har jeg forsøgt at stoppe det, jeg var i gang med, ændre stilling osv. for at aflaste. Til fodbold var jeg begge gange i sidste uge med i en halv time, og jeg mærkede ikke noget efterfølgende. Til gengæld fandt jeg ud af, at når vi lavede skudøvelser, kunne jeg mærke det, så der går nok noget tid, før jeg skal være med til det igen. Det er selvfølgelig ærgerligt og kan føles som et nederlag, men det er til gengæld en sejr, at jeg har mærket efter og accepteret, hvad jeg kan og ikke kan på nuværende tidspunkt. Og jeg vil gerne tilbage til alt det, jeg kunne før og gerne så hurtigt som muligt. Derfor er jeg nødt til at give det tid og holde mig under den barre, for ellers vil jeg være med til at gøre processen endnu længere og mere hård.