Piskesmæld

I går var det 3 uger siden, jeg vågnede op om morgenen og ikke kunne rejse mig fra sengen. Det var helt umuligt for mig at løfte hovedet fra puden, og jeg endte med at få hjælp fra min søde mand.

Dagen før spillede jeg sidste fodboldkamp i efterårssæsonen. Det var en god kamp på trods af, at vi led et nederlag på 7-1. Det var mig, der scorede vores mål, og det i sig selv var en lille sejr. I midten af første halvleg løb jeg på en eller anden måde sammen med en modspiller. Det er uklart for mig, om det var i en tackling, eller om vi ikke havde set hinanden. Men jeg røg i hvert fald mod jorden, og på vejen ned mærkede jeg, at mit hoved først røg til den ene side, så til den anden side for til sidst at ramme jorden. Efter at have haft hjernerystelse i foråret, var jeg lidt påpasselig, da jeg kom på benene igen. Jeg var lidt omtumlet, men det fortog sig hurtigt, og jeg spillede kampen færdig uden at mærke yderligere. Ikke før næste morgen, søndag.

Mandag var jeg på arbejde og tog kontakt til min sundhedsforsikring. Jeg havde fortsat meget lidt bevægelighed i nakken, dog havde jeg fundet et trick til at komme ud af sengen. Så længe jeg havde noget bag hovedet, som kunne støtte og som jeg kunne holde fast i på vej op. Jeg talte med en rigtig sød sygeplejerske og fortalte hende om mit hold i nakken, og at jeg ringede for at høre, om jeg kunne få noget behandling gennem forsikringen. Hun stillede en masse spørgsmål til, hvad der var sket og hvordan jeg havde det. Da jeg havde svaret på nok, konstaterede hun, at jeg ikke havde fået hold i nakken, men at jeg havde fået et piskesmæld. Jeg blev hurtigt sat i kontakt med en fysioterapeut, der har lokaler i samme bygning som mit arbejde.

Nu har jeg været af sted til behandling fire gange. Det har været lidt af en rutsjebanetur både fysisk og psykisk. Ved første behandling sagde min fysioterapeut, at jeg skulle være glad for, at det kun var muskulært, og at knoglerne ikke var ramt. Ved anden behandling, som kun var få dage efter første, gik det allerede meget bedre, og efter det besøg sagde hun til mig, at nu var hun ikke så nervøs for mig mere. Det havde hun åbenbart været efter første behandling. De sætninger ramte mig sammen med mine bekendtes fortællinger om deres oplevelser og gener fra piskesmæld eller historier fra deres bekendte.

Heldigvis har jeg kunnet mærke det gå fremad siden, langsommere og langsommere. I sidste uge var jeg af sted til, hvad der umiddelbart skulle have været sidste behandling, men det sidste, der sidder tilbage af spænding i musklen, er ikke sådan lidt at få løsnet op. Jeg har fuld bevægelighed i nakken igen, men jeg bliver hurtigt træt, og jeg kan fx ikke holde ud at sidde og kigge op på en storskærm. Jeg har også måttet fjerne den ene af mine to computerskærme fra min arbejdsplads, da blot et lille twist i hovedet i længere tid, giver gener.

I morgen skal jeg til min femte behandling, og jeg tror desværre ikke, at det bliver den sidste. Jeg håber, at der er fremgang siden sidst, men jeg har svært ved at vurdere det. Jeg må gerne begynde at løbe igen (har været ude en enkelt gang), og min fysioterapeut anbefalede mig også at tage til fodboldtræning igen og være med til det jeg kunne af opvarmning og spiløvelser, hvor jeg ikke skal spille mod de andre. Så hvis ikke jeg er helt mørbanket efter behandling i morgen, så vil jeg tage til fodbold i morgen aften. For første gang i tre uger, det vil være stort.