Årets første fodboldtræning

Det er lige om lidt, og jeg glæder mig. Jeg har ikke rørt mig siden seneste træning, som var i november, og det føles efterhånden som lang tid siden.

Kort efter sidste træning, var jeg hos fysioterapeut. Det var en mærkelig halv time, for det eneste vi lavede var at tale. Det var helt terapeutisk, og jeg var meget træt bagefter. Vi talte om, at det sidste, som er tilbage fra min ulykke, som hun kaldte det, sidder i hovedet. Musklerne i nakken er løsnet helt op, og jeg har fuld bevægelighed. Nu skal jeg bare overbevise mig selv om, at det også er sådan. Så når jeg støvsuger, bærer noget, sparker til en bold osv. skal jeg huske mig selv på, at det ikke er noget, som får piskesmældet tilbage. Jeg skal huske mig selv på, at det ikke var i en normal situation, det opstod. 

Da jeg tog af sted til fysioterapeuten for sidste gang, var jeg nervøs for, at hun ville sige til mig, at hun ikke kunne gøre mere. Jeg gik derfra og var helt rolig, og det er gået rigtig godt siden. Jeg mærker stadigvæk til spændingerne ind i mellem, men jeg kan hurtigt få det til at gå væk, og jeg husker mig selv på, at det er okay og ikke ensbetydende med, at det opstår igen. I øvrigt ved jeg, at jeg altid kan ringe til hende igen og få en ny tid, hvis der skulle blive noget.